Login
INTRO
Om BK-Arkivet
Kontakt

KAVALKADE
Klasser & elever
BKs Tidslinje
Billeder
Lærere
Rektorer
Inspektører
Find elev
Skolehistorier

HERMAN LAWAETZ
I Vestindien
I Danmark

KOSTSKOLEN
Haga
Birkegården
Inspektører

PROFILER
Karl Adser
Ernst Petersen
Carlo Sørensen
Ca
Krølles beretning
Fyldepennen
Lone Klausen
BK-ARKIVET - i anledning af 100-års jubilæet i 2008
Haraldsgave
Af Claus Angelo 2008

Skovalleen, der går fra Bagsværdvej og slutter ved Skovbrynet, er formentlig en af de smukkeste villaveje i Bagsværd. På adressen Skovalleen 30 finder man Haraldsgave, skolens kostafdeling. Her bor omkring 55 piger og drenge, for de flestes vedkommende i alderen 14 til 19 år. Kostskolen ledes af kostskoleinspektør Søren Børgesen og afdelingsleder Anne Grethe Mattiesen.

Ejendommen ”Haraldsgave” blev erhvervet i 1949, da skolen havde et akut behov for at udvide antallet af pladser til kosteleverne i drengeafdelingen. Et andet drengeafsnit i villaen ”Solbakken” på Søvej måtte opgives, og antallet af kostelever ville formentlig stige, når det blev muligt at oprette et gymnasium, som var og havde været ambitionen længe.

Med de mange værelser til eleverne, en spisesal, der kunne rumme ca. 100 elever, og mulighed for at indrette flere lærerboliger blev der plads til at opfylde de meget påtrængende behov for mere plads. Også udendørsarealerne med flere tønder land skov og eng, den nærliggende Hareskov og Bagsværd Sø gjorde ejendommen Haraldsgave særdeles velvalgt til formålet. I efteråret 1949 flyttede de første elever og lærere ind på ”Haga”, som stedet snart blev kaldt af de nye beboere.

Navnet ”Haraldsgave” skyldes Harald Plum, en stor finansmand i Danmark for næsten 100 år siden, der forærede jordstykket ved Bagsværd Sø til sin bror Niels Munk Plum. Man havde i Danmark store forventninger til Harald Plum, som dog i sidste ende ikke blev indfriet, tværtimod. Den generøse bror var desværre også gavmild på anden vis, idet han i Landmandsbanken skaffede sig store lån, der ikke var dækning for i hans virksomhed. Da denne krakkede i 1922, mistede Landmandsbanken så store beløb, at den måtte støttes af Nationalbanken for at kunne betjene sine kunder med rede penge. Bankbetjente fra Nationalbanken måtte bære store sække med pengesedler over i Landmandsbanken, så banken kunne betjene sine kunder.

På dette tidspunkt var Niels Munk Plum for længst bosat med sin familie på Haraldsgave. Hovedbygning og spisesal blev bygget i 1915. I 1917 tilføjedes bindingsværksfløjene med stald og høloft samt domestikboliger. Men der kom flere tilføjelser. Da Niels Munk Plum døde i slutningen af tyverne, valgte hans kone at blive boende med henblik på at drive et pensionat, hvilket imidlertid gjorde det påkrævet, at der blev foretaget ændringer og tilføjelser, der kunne imødekomme gæsternes behov og forventninger til komfort.

Da elever og lærere flyttede ind på Haraldsgave i 1949, konstaterede de, at der ikke var umiddelbart behov for yderligere ændringer, tværtimod oplevedes de ny forhold som næsten eventyrlige. Beliggenheden direkte ned til søen, ved skoven og den store eng var med til at gøre rammerne ideelle for en kostskole. Også bygningerne var ideelle, bl.a. var der indlagt varmt og koldt vand på alle værelserne, en luksus kosteleverne ikke havde haft, da de boede på skolen. Sådan måtte det opfattes, og sådan blev de nye omgivelser modtaget af indflytterne, drengene, kostlærerne og skolens leder Sven Haderup og hans kone, Grethe Haderup, kaldet henholdsvis SH og Akka. Kostskoleinspektør Erik Jensen, en af kostlærerne, der flyttede med til Haraldsgave i 1949 har skrevet en beretning om indflytningen i det jubilæumsskrift, der blev udgivet i forbindelse med skolens 75 års jubilæum:

Det varede imidlertid ikke længe, før der blev bygget til. I 1956 blev Casa Nova bygget til syd for spisesalen med lærerbolig og med elevværelser på 1. sal, og Stenhuset blev købt til samme brug: kostlærerbolig i stuen og elevværelser på første sal. I 1962 Udvidedes antallet af værelser med opførelse af Annekset vinkelret på Høloftet. Denne fløj rummer 11 enmands-værelser på 1. sal og 11 to-mandsværelser i stueetagen, senere omdannet til enmandsværelser, og en lærerbolig i gavlen. Året efter købes Bakkehuset til mindre elever og endnu en lærerbolig. De seneste tilbygninger er sket i begyndelsen af 1990´erne i tilknytning til en ændret struktur for kostskolen. På grund af pladsmangel på Birkegården, blev det nødvendigt også at optage piger på Haga, hvilket var så populært, at alle kostelever, efter en nødvendig udbygning, nu (siden 1992) bor på Haraldsgave.

Da jeg blev optaget i 1960, var der adskillige seksmandsværelser, firemandsværelser, en række to-mandsværelser og enkelte enmands-værelser til de ældste elever. Principperne for værelsestildeling var forholdsvis enkle og retfærdige, tror jeg. Tildelingen var afhængig af klassetrin og anciennitet - i den rækkefølge. Hver gang en elev forlod Haga, blev der flyttet rundt for at tilgodese principperne. De store flyttedage var almindeligvis ved skoleårets afslutning, men som sagt blev der også flyttet i utide.

Min egen flyttehistorie illustrerer dette: Den første nat tilbragte jeg i Abeburet (dengang et seksmandsværelse) og fik anvist en underkøje af en venlig, men lidt ordknap dame, som præsenterede sig som Frk. Haslev. Hun mente, at der kunne blive tale om at flytte til et andet værelse allerede dagen efter. Hun overlod mig derefter til mit eget selskab, men heldigvis kom der noget senere endnu en dreng, som havde fast bopæl i buret. Han var flink nok og dulmede en stigende ensomhedsfølelse, der begyndte at gnave. Næste dag blev jeg flyttet til nr. 6 i hovedbygningen, et lille værelse med to køjesenge. De to, der havde overkøjer, havde den højeste anciennitet, hvad vi to i de nederste misundte dem, men accepterede retfærdigheden i. Efter nogle uger blev jeg flyttet til Atelieret, også med plads til fire elever, fordelt på én køjeseng og to separate senge. Som senest ankomne måtte jeg være glad for at få den nederste køje. Baggrunden for den seneste rokade skyldtes, at en af mine klassekammerater, Klaus, forlod skolen kort efter skoleårets start. Han havde det vist svært med det boglige, i hvert fald var frustrationen over ikke at kunne løse den opgave, som alle 33 elever sad stille og arbejdede med, så stor, at han udbrød: ”Pis og papir!” Det virkede voldsomt, ja rystende, og læreren var på ingen tid nede ved den bagerste bænk og tog Klaus med udenfor. Hvad de talte om, kan man jo gisne om. Efter 14 dage forlod Klaus skolen og kom vist ud at sejle, måske efter eget ønske. Jeg fik den ledige plads i Atelieret og var, indrømmet, glad for den, baggrunden for flytningen gav lidt dårlig smag i munden.. Efter den første karakterbog fik jeg lov til at læse lektier på værelset i den faste læsetid mellem kl.16.30 og 18.00. Dette var et privilegium, da alternativet var lektielæsning i spisesalen i absolut stilhed under opsyn af en af skolens lærere. Alle større elever havde dette privilegium, men i 3. mellem blev det kun givet med forventning om, at det blev forvaltet efter hensigten. Men for mig fulgte der noget andet med, ensomheden, som var en trofast følgesvend og aldrig helt slap taget i mig. Kammeraterne blev den naturlige erstatning for savnet af forældre. Omsorgspersoner var de voksne, som tog affære, når noget var gået galt. I foråret flyttede jeg endnu en gang, men havde slået rødder på Haga. Retten til at vælge et bedre værelse blev udnyttet endnu tre gange, sidst i 3. g, som var det bedste år, jeg havde på Haraldsgave. Der var et godt kammeratskab mellem de 11 drenge på Anneksets første sal. Vi var jævnaldrende og delte vilkår, selvom nogle enkelte havde en tættere kontakt til kostlærerne og SH end andre. Vi var bevidste om, at vi skulle forlade vores erstatnings-hjem, som i en årrække havde udgjort den trygge, faste ramme for vores tilværelse. Der var mulighed for også at have et liv uden for skolen med frihed under ansvar.

Min datter Malene, som også var kostelev nogle år, nød også godt af opholdet på Haraldsgave, hvor et generationsskifte blandt kostskolelederne har medført naturlige ændringer og prioriteringer i kostskolepædagogikken og holdningen til unge mennesker. Det har bl.a. medført større opmærksomhed om den enkelte elevs tryghed og trivsel. Der foregår et opsøgende arbejde med en forståelser for, at unge mennesker kan have problemer og behov for hjælp og støtte, også selvom advarselslamperne ikke lyser. Alle unge mennesker har brug for voksenkontakt og omsorg – og det får kosteleverne i dag. I min tid læste vi lektier i en læsesal, hvor lærere sørgede for ro og orden; i dag er der lærere til rådighed for eleverne, når de læser lektier, således at de kan få den fornødne hjælp og faglige støtte. Haraldsgave er en kostskole, der har en historie og en fremtid – det er en kostskole ”til tiden”.

Claus Angelo har været kostelev og blev senere lærer ved skolen. Han var ansat i perioden 1977-1989, hvor han fik ansættelse som skoleinspektør ved Hummeltofteskolen i Lyngby-Tårbæk kommune.