Login
INTRO
Om BK-Arkivet
Kontakt

KAVALKADE
Klasser & elever
BKs Tidslinje
Billeder
Lærere
Rektorer
Inspektører
Find elev
Skolehistorier

HERMAN LAWAETZ
I Vestindien
I Danmark

KOSTSKOLEN
Haga
Birkegården
Inspektører

PROFILER
Karl Adser
Ernst Petersen
Carlo Sørensen
Ca
Krølles beretning
Fyldepennen
Lone Klausen
BK-ARKIVET - i anledning af 100-års jubilæet i 2008
Ca (Carla Wahlstrøm 1933-1972)
Af Lars Brink 2008

Sådan underskrev hun sig, og sådan hed hun. Ingen sagde Carla Wahlstrøm. Navnet var et spejdernavn, taget efter Junglebogens hypnotiserende, men gode kvælerslange. Kipling staver Kaa, og unge i dag udtaler det à l’anglaise "kahr", men dengang sagde vi "ka’" med fladt a.

Ca var underskolens (1.-5.s) ubestridte leder. Elsket af alle, men også frygtet. Hun havde fået den pædagogiske nådegave, at hendes gnistrende blik og skarpe profil var ildevarslende. Hun uddelte kun sjældent små, tjattede lussinger. Blikket var nok. Men hun kunne sætte trumf på: ...ellers kommer du op til hr. Haderup!. Rektor havde mange navne: Nol, rektor, (Sven) Haderup, rektor Haderup. Ingen andre end ca brugte det frygtelige hr. Haderup. Der var en dyb forståelse fra ungdommen mellem dé to. Begge kunne få absolut ro ved at hæve et øjenbryn.

Ca havde alle lærerdyderne. Hun var en fortræffelig pædagog. Hun brugte "lydmetoden" til at lære os at læse. Bogstaverne hed det, de sagde: L hed lll, M hed mmm osv. Men hvorfor hed bogstaverne det, de hed? Det havde hun små historier om. I blev tegnet som en strunk soldat, pludselig gik hans gevær af, og han udbrød forfærdet iiihhh! Vi blev inddelt i små læsehold uden lighedshysteri: De bedste hed bjørneungerne, de ringeste hjorteungerne. Vi i bedste gruppe så ikke ned på de andre, faktisk var mine drømmes mål en hjorteunge. Når vi ikke var oppe ved katederet i de 5 min. til hvert hold, skulle vi skrive af efter læsebogen. Sådan lærte jeg kursivskrift – og at kede mig.

Indoktrinering? Her må der skelnes mellem det store flertals ukontroversielle kultur og så den kontroversielle. Den første blev vi ustandselig indpodet: Være en god kammerat. Være ærlig (Jeg er glad for, at du selv kommer og siger det, Lars!). Ikke slå på nogen, der er mindre end en selv. (At slå på noget så værgeløst som en pige, var utænkeligt og behøvede ingen advarsel). Ikke komme for sent. Osv. Hun talte vistnok aldrig om Gud og Jesus, men vi sang en masse salmer, og en del skulle vi lære udenad. I vil TAKKE mig, når I bliver store! Det har klinget i mit øre lige siden, men profetien gik ikke i opfyldelse. Jeg bliver hurtigt træt af den danske salmetone, Tonen fra Himlen, med enkelte undtagelser, så jeg glemte hurtigt dem alle. Jeg tror, vi lærte dem for tidligt. Min søn ynder fx at brillere med de salmer, han lærte i sin gyldne FDF-tid, og selv husker jeg alle de sange, vi langt senere skulle lære i fremmedsprogene.

Det kontroversielle blev kun sjældent berørt. Jeg husker, at hun i november 1956 udtrykte tilfredshed med, at general Eisenhower var blevet genvalgt som præsident. Han er en god mand! Hvad næppe mange dengang ville modsige. Hun holdt også engang et lille foredrag om handels-konkurrencens velsignelser. Dét stemte ikke ganske med de toneangivende socialdemokratiske noder. Om Sovjetstaten husker jeg ikke direkte noget, men der herskede udpræget en antisovjetisk ånd på skolen, og godt det samme. Jo forresten, hun gjorde engang den almindelige opfattelse til sin, at kommunismens idé med, at alle skulle tjene det samme, var smuk, men umulig. – Alt dette var minimalt, og sin egen ideologi, antroposofi og vegetarianisme, nævnte hun aldrig.

For os små kostelever forlød det, at ca indtil for nylig også havde været leder af Sidebygningens kostafdeling. Den almindelige mening var, at cas tid havde været en guldalder. Men hun kom dog tit i skole-weekenderne, især lørdag, og læste højt, hvad hun var ypperlig til. Junglebogen og Pinocchio (uhyggelig), Emil og detektiverne, Niels Holgersen, Grimm m.m.m. (I dag kan jeg se, at repertoiret ikke er uafhængigt af Rudolf Steiners rekommendationer). Hun kunne også en mængde sjove lege.

Hun holdt virkelig af børn, og vi af hende. Og det var en fryd at få hendes lille symbolske afstraffelse, når vi – i 5. klasse – voksede hende over hovedet. Vi fik knus osv., men det kan ikke undgås, at følsomme gemytter havde et lille forbehold, når de blev omfavnet, for vi vidste jo, at hun også havde slangeblikket.

Lars Brink, professor i dansk sprog og litteratur.